The artist formerly known as Prince (herefter blot tituleret Prince) har endnu engang grundigt snydt sin fanskare og ikke blot gået legendariske Frank Zappa i bedene og udgivet en 5 dobbelt CD (Crystal Ball) men også på et uventet tidspunkt (1998) lanceret en verdens turne hvor symbolet var utroligt veloplagt og vel spillende. 

Crystal Ball  CD

Er ikke den letteste CD at blive ejer af. Først læser man et eller andet sted at der findes en web-site hvorfra der sælges en Prince CD. Okay, på med musen og søge maskinen og så går det ellers over bit og sten, indtil man får lov at taste sit hellige VISA (reklame) nummer osv.
Derefter sker der så ikke mere, men man læser senere i pressen at de har haft en system fejl (måske Thieves In The Temple) og forlist en masse ordrer. Læs evt. selv den fulde historie om symbolets internet eskapader i Blender nr. 1, et nyt trendy dansk blad. Artiklen beskriver også den krig som Prince har ført mod de mange uautoriserede fan web-sider verden over, hvilket nogle steder på nettet har givet ham den lidet flatterende titel The Artist Currently Known As Asshole.
Heldigvis fandtes der flinke folk der solgte ud af deres beholdning af Crystal Ball og nu fører Rillen selv CD’en i en 4 CD udgave og den er alt rigelig, se senere. 

CD 1  er en traditionel Prince plade med en skønsom blanding af  hardcore funk og softcore pop.
Hvis man allerede efter Emancipation triple CD’en har fået en overdosis, er der ikke meget modgift at hente her. Vel er det flot produceret og til tider rigtigt fedt, men det er nok primært tiltænkt de rigtige aficionados, dem der må have det hele og ikke kan få nok. 
Hårdt presset er guldkornene nummer 5 med sin simple rytme, sit flotte vokal arrangement og synth blæsere på toppen. Nummer 9 er så rappet at der må have været nogle The Time eller NPG folk indover og det er jo altid fedt. Nummer 10 er et re/pre mix af  en del af Continental nummeret. 

CD 2 holder niveauet fra 1’eren men er helt klart en bjørne tand vildere. Nummer 1 ville sikkert have været et danse hit på MTV, groovy basgang, lidt tekno effekter og en fed guitar solo til at krydre det hele.  Nummer 2 er en Lenny Kravitz agtig ting udsat for nogle break til nogle vildere og vildere syre guitar riffs - næsten et guldkorn værd. Nummer 3 er også på Nationalbankens observationsliste, funky bas, vilde riffs og symbolsk skønsang fra manden de kaldte ….. nej, ikke hest. Nummer 4 er i det politiske kandestøberi, teksten starter med “Take my name, I don’t need it” og så ved enhver der har set tegnefilm hos Warner Brothers hvor vinden blæser nodearkene hen. Fedt nummer, og bassen er igen af typen: “Don’t try this at home”. Nummer 5 er pop a la Purple Rain så vi må videre. Og nummer 6. Nummer 7 er tilbage på sporet, CD’ens bedste. Behøver jeg nævne ordet funk, “Like you never heard it before” . Nummer 8 er igen et af disse mix af Black Album, NPG og The Time. Fedt hvis du kan li det. Nummer 9 og 10 er Prince mainstream.

CD 3 nummer 1 er a la My Name Is Prince (ja og det er det jo så ikke alligevel), dvs. vildt og rappet, og langt. Nummer 7 er en spændende produceret collage af lyde og rytmer. Nummer 8 er et re/pre mix af P Control. Resten er mainstream.  

CD 4 er en af disse åh så trendy unplugged, akustiske skæringer, og her er det så symbolet og hans guitar plus af og til et lille over-dub eller ti. Nummer 1 (The Truth) er friskt
og svinger fint. Nummer 2 (Don’t Play Me) er mere tilbagelænet og passer fint til denne søndag aften, før koncerten. Nummer 3 (Circle of Amour) er så blødt som det kan blive. Find lige en lighter. Nummer 4 (Third) er protestsanger anno 1999, mod hvad vides ikke. Nummer 5-11 Tjah. Nummer 12 (Welcome to the Dawn (Acoustic V). 

CD 5 er instrumental. Hvis du bliver tilbudt denne, så prøv evt. at byde en hund (nej Lieberkind, det er penge vi snakker om) for at slippe for den. Spørgsmålet er, du gamle, om ikke du bliver glad for det i længden.