WeekendAvisen Lørdag den 10. september (uddrag)


Menneskeskabt? Århundredets dyreste orkan - målt ud fra nutidens standarder - ramte Alabama og Florida i 1926. Vi ser på ret og vrang i debatten om orkaner og katastrofen i New Orleans.

Orkanisk

Af Frede Vestergaard 


...
Den direkte anledning til katastrofen var, at de op til fem meter høje diger, der omgiver en stor del af byen, ikke kunne klare presset fra flodbølgen, som blev fremkaldt af orkanen, og som pressede sig op i Mississippifloden og ind i Lake Pontchartrain, der ligger på hver sin side af byen.

...

NOK så intens er diskussionen blevet om, hvorvidt det er menneskeskabte klimaændringer eller naturlige variationer, der ligger bag det stigende antal orkaner, der har ramt Caribien og USA i de senere år. Og sideløbende hermed om orkanerne er blevet kraftigere.

Det er ikke en ny diskussion, men efter Katrina har denne diskussion fået en kraftig opblomstring i medierne på begge sider af Atlanten. I Tyskland - hvor der er valgkamp - benyttede miljøminister Jürgen Trittin fra De Grønne orkanen til at markere sig ved forrige tirsdag at skrive en artikel i Frankfurter Rundschau, hvis overordnede budskab sat på spidsen var, at hvis præsident Bush havde underskrevet Kyoto-aftalen, var katastrofen aldrig sket.

I Storbritannien sagde regeringens videnskabelige rådgiver David King til avisen The Independent, at menneskeskabte klimaændringer kunne være ansvarlige for skaderne, som orkanen har medført. Specielt gjorde David King gældende, at »orkanernes højere intensitet har at gøre med global opvarmning.«

Heller ikke i videnskabelige kredse er diskussionen om sammenhængen mellem menneskeskabte klimaændringer og orkandannelsen ny. Ganske vist fastslog Det internationale Klimapanel IPCC i sin tredje vurderingsrapport fra 2001, at der ikke var tegn på, at drivhuseffekten medførte flere orkaner, men debatten fik frisk næring efter de mange orkaner, der ramte USA i 2004, og de store skader som de gav anledning til. Ifølge USAs National Hurricane Center beløb skaderne sig til mere end 40 milliarder dollars sidste år.

Så sent som inden for den sidste måned er der kommet to væsentlige, videnskabelige bidrag, som begge har vakt betydelig opmærksomhed. Den ene artikel er en oversigtsartikel over den eksisterende forskning med titlen Hurricanes and Global Warming. Den bliver offentliggjort i decembernummeret af Bulletin of the American Meteorological Society, men efter at den redaktionelle kvalitetsvurdering, den såkaldte peer review, blev afsluttet i forrige uge, blev artiklen tilgængelig på nettet, som det ofte er tilfældet med antagne artikler. Det var tilfældigvis få dage før Katrina fejede ind over New Orleans.

Artiklen er skrevet af en gruppe på fem forskere, nemlig Roger A. Pielke jr., der er professor i miljølære ved University of Colorado, Chris Landsea, der forsker i meteorologi ved National Oceanic and Atmospheric Administrations (NOAA) afdeling for orkanforskning, Max Mayfield, der er leder af NOAAs National Hurricane Center, Richard Pasch, der er specialist i orkaner samme sted, og Jim Laver, der er leder af NOAAs Climate Prediction Center.

ARTIKLEN har ingen tiltro til, at der er konklusioner at drage ved at kigge bagud. Med hensyn til fortiden konkluderer den, at eftersom der ikke kan findes nogen trend i de forskellige mål for omfanget af skader fremkaldt af orkaner i løbet af 1900-tallet, er det helt usandsynligt at forskerne vil kunne finde frem til et stormmønster, der tyder på, at orkanerne har fået større samfundsmæssige konsekvenser som følge af menneskeskabt drivhuseffekt. Dog vil de ikke udelukke, at forskerne måske vil kunne nå frem til at påvise ændringer i selve stormmønstret, men altså uden at de har skademæssige konsekvenser.

Med hensyn til fremtiden lyder konklusionen: »Indtil forskerne konkluderer, a) at der vil være ændringer i stormene, som vil være signifikant større end tidligere, b) at sådanne ændringer er korreleret med mål for den samfundsmæssige påvirkning, og c) at effekten af sådanne ændringer er signifikante set i forhold til den ubønhørlige vækst i befolkningstal i de områder og i de værdier, der er udsat for risici, er det rimeligt at konkludere, at signifikansen af enhver form for forbindelse mellem menneskeskabte klimaforandringer og orkaners antal og styrke har været - og fortsat vil være - yderst lille.«

Det er altså for tidligt at hævde, at der er en forbindelse mellem menneskeskabte klimaændringer og orkaner, skriver forskerne. For det første fordi der ikke er påvist en forbindelse mellem udledningen af drivhusgasser og orkaners opførsel. For det andet fordi litteraturen afspejler, at der er videnskabelig enighed om, at de ændringer, man måske vil finde, vil være små i forhold til de kendte, naturlige variationer. Og så længe man ikke har en videnskabelig forståelse af, hvordan tropiske cykloner fødes, kan man ikke sige ret meget om de mulige ændringer i forekomsten af orkaner.

»Fremtidig forskning eller praktiske erfaringer kan vælte disse konklusioner, men den kendte viden i dag er sådan, at der er gode grunde til at forvente, at der ikke i den nærmeste fremtid vil blive påvist nogen afgørende sammenhæng mellem global opvarmning og orkaner eller de skader, som de medfører.«

DET fremgår af oversigtsartiklen, at der ikke globalt er sket nogen stigning i hyppigheden af tropiske cykloner over de sidste mange årtier. I Atlanten har der siden 1995 været en stigning i antallet af storme og i særdeleshed i antallet af kraftige orkaner i kategori 3, 4 og 5. Katrina blev nedgraderet fra kategori 5 til 4, umiddelbart før den fejede ind over Louisiana og New Orleans.

Men stigningen er ikke så kraftig, at den overstiger de veldokumenterede naturlige svingninger. Der var relativt få store orkaner i 1970erne, 1980erne og begyndelsen af 1990erne sammenlignet med en stor orkanaktivitet i 1940rne, 1950erne og begyndelsen af 1960erne. Perioden fra 1944 til 1950 var en særlig aktiv periode, hvor Florida blev ramt af 11 store orkaner. Også langt tilbage i tiden kan man via analyser af sedimenter i søer konstatere en naturlig svingning i hyppigheden af orkaner.

Problemet med de få orkaner gennem 1970erne og 1980erne er, at de har animeret til en omfattende byudvikling i kystområder, der bliver hårdt ramt, når der kommer orkaner. En stærkt voksende befolkning i kystnære områder, i særdeleshed i Florida, og stigende ejendomsværdier er forklaringen på, at omkostningerne ved orkanerne er steget kraftigt. Og altså ikke at orkanernes intensitet bliver kraftigere, fremgår det af forskningsoversigten.

Pielke og Landsea har i øvrigt tidligere - allerede i 1998 - forsøgt at beregne, hvad de forskellige orkaner gennem det forløbne århundrede ville have medført af skader, hvis man antog, at de ramte områder havde de i 1998 aktuelle befolkningstal og ejendomsværdier. Omregnet til 1995-priser var den dyreste i 1900-tallet en orkan, der ramte dele af Florida og Alabama i 1926. På dette tidspunkt var Floridas indbyggertal en enkelt million mod 16 millioner i 2000, en stigning på 11 millioner siden 1960.

Pielke og Landsea opgjorde omkostningerne ved denne orkan til 72 milliarder 1995-dollars mod 33 milliarder dollars for den næstdyreste, orkanen Andrew fra 1992. Nu tales der om, at Katrina måske overstiger 100 milliarder dollars i dagens priser. Orkanen fra 1926 - de fik først navne i 1953 - ville i dag have medført skader på 110 milliarder dollars.

DEN anden artikel blev offentliggjort i Nature i begyndelsen af august og er skrevet af en professor, som delvis dissentierer fra Pielkegruppen. Det er Kerry Emanuel, professor i meteorologi ved Massachusetts Institute of Technology.

Ifølge teori og modeller skulle orkanernes intensitet og kraft stige ved stigende global middeltemperatur, men undersøgelser af orkaner har fortrinsvis fokuseret på deres hyppighed, konstaterer Emanuel. Derfor har han konstrueret et indeks over orkanernes potentielle destruktionskraft. Her har han især set på styrke og levetid. Undersøgelsen omfatter Nordatlanten og det nordlige stillehav, og anskuet på den måde viser der sig næsten en fordobling af orkanernes destruktionskraft siden 1970erne. Samtidig er indekset stærkt korreleret med den forhøjede overfladetemperatur i de tropiske have, som nogle betragter som en konsekvens af menneskeskabt drivhuseffekt.

Emanuel medgiver, at naturlige ændringer dominerer de signaler, man kunne forvente fra øget drivhuseffekt, og at det gør det svært at adskille den fra en naturlig cyklus. Kerry Emanuel mener således, at det stigende antal orkaner i Den mexicanske Golf i de sidste ti år i hovedsagen er et led i en naturlig cyklus. Men det korte af det lange er altså, at når han konstruerer et indeks baseret på orkanernes intensitet og deres længde, får han en stigende trend, som ikke er til stede, hvis man ser på antallet af orkaner, der nogenlunde stabilt ligger på cirka 90 om året på globalt niveau.

Pielke og de øvrige forfattere til oversigtsartiklen refererer Emanuels artikel og siger, at den med sikkerhed vil udløse en sund og robust debat i forskermiljøet. De konstaterer, at den præcise årsag til stigningen i hans beregnede trend endnu ikke er sikker, og de nævner desuden, at et par andre studier ikke viser nogen signifikant trend i variationen af cykloners intensitet over de forløbne årtier, hvor der er pålidelige målinger og optegnelser.

Og der står sagen så nu.